1-2 dages levering Fri fragt på ordre over 499,- 100 dages bytteret
0
Kurv
Få fri fragtKøb for 499 kr. mere

Ingen varer i kurven.

Man - fre: 9:00 – 15:00
Menu

Når baby laves i spotlight og reagensglas…

Af Camilla Andersen 06. januar 9:24
Af Trine Hvidberg · Udgivet hos EMMIBABY · Foto: Trine Hvidberg

Hvordan føles det, at ens aller største ønske om familieforøgelse bare ikke vil gå i opfyldelse, og hvordan takler man følelser, parforhold, omverdens holdninger og ikke mindst, hvordan finder man modet til at blive ved at kæmpe, og bevare troen og håbet om, at det skal lykkedes.
Rigtig mange par kæmper med barnløshed, og her kan du læse Trine og Nichlas’ rørende historie, om en syv år lang kamp, som endelig har bragt et mirakel med sig.

 

Svendeprøven som frisør i 2012, blev bestået og jeg var klar på en fremtidig karriere. Men samtidig også klar på det næste skidt i livet efter endt uddannelse, FAMILIE! Det var timet og tilrettelagt, Nichlas og jeg havde været kærester siden sommeren 2007, boede i et lille hus, var begge uddannet og nu stod næste step i voksenlivet foran os. Jeg smed præventionen kort efter min bestået svendeprøve, og vi var godt klar over der kunne gå et par måneder før der var gevinst, men et par måneder + 9 måneders graviditet passede jo perfekt, så havde jeg været udlært et års tid og alt var klappet og klar, troede vi… Jeg priser mig lykkelig over jeg ikke dengang vidste hvilken opslidende lang og hård kamp der ventede foran os..

 

Vi havde hørt at man minimum skulle have forsøgt et år hjemme i dæmpet belysning under dynerne, så efter knap halvandet år med ægløsningstest, benene op, hovedet ned og stadig ingen positiv graviditetstest (en enkelt der fem dage efter svagt positivt svar, endte ud i blødning) tog vi fat i lægen. Vi blev “godkendt” og henvist til en helt ny verden der indeholdte fertilitetsklinik. Jeg var fortrøstningsfuld og spændt. Havde aldrig rigtig hørt så meget om det og fornemmede ret hurtigt det ikke rigtig var noget man talte højt om. Efter diverse blodprøver, samtaler og tests var vi klar til vores “første forsøg”. Ved første samtale var vi blevet en del klogere på at det ikke bare var lige til og der var er hav af muligheder for forskellige forsøg. Da ingen af os fejlede noget kunne vi nøjes med det der kaldes iui-H som var inseminering i en hormon stimulerende cyklus. Kort fortalt går sådan et forsøg ud på at man som kvinde bliver stimuleret med kvindeligt kønshormon i indsprøjtninger (lav dosis) for at modne et enkelt æg der meget gerne skulle befrugtes med mandens sæd via inseminering. Det skulle vise sig at inseminering ikke var vejen frem for os. 5 mislykket forsøg var vi igennem og for hver negativ blodprøvesvar slog det hårdere og hårdere.

 

Næste skridt i denne verden var det jeg havde hørt om før, nemlig “reagensglas” baby, også på fagsprog kaldt ivf/icsi. (Ivf finder sædcellen selv vejen ind i ægget og befrugter) og icsi som vi skulle direkte til grundet 5 mislykket iui forsøg i bagagen og INGEN positiv test, der tvinger laboranten en sædcelle direkte i ægget. Yes tænkte vi, så er jeg jo gravid så snart ægget bliver lagt tilbage i livmoderen. Troede vi… for inden vi kunne tvinge nogen sædcelle ind i et æg ventede der et endnu hårdere hormon helvede med 3 daglige indsprøjtninger i 10-14 dage. Når så mange æg som muligt var modnet skulle vi igennem den frygtede ægudtagning. Her går lægen ind igennem skeden med en nål og stikker den ind igennem skedevæggen ud til æggestokkene og suger et æg ud ad gangen, som de efterfølgende befrugter med mandens sæd også dyrker de det videre i 5 dage på deres laboratorium. Heller ikke icsi-forsøg skulle vise sig at være vores held i første forsøg. Hele 3 icsi-forsøg/ægudtag gav henholdsvis første forsøg: 10 æg ud, 1 lagt tilbage i livmoderen, 1 på Frost, andet forsøg: 8 æg ud og kun 1 æg kunne bruges og ligges tilbage. Tredje forsøg blev vi tilbudt at deltage i et forskningsprojekt som efterfølgende skulle vise sig at være alt afgørende for vores fremtid om ønske babyen.

Det tredje forsøg gav desværre ikke nogen brugbare æg men til gengæld gav det en masse svar og viden om min krop. Vi blev så meget klogere og var nu klar til 4. icsi-forsøg. Til forskel for de andre forsøg valgte klinikken at dette forsøg skulle være lang protokol. Det vil i korte træk sige at man starter med at nedregulere kroppen og kommer den i kunstig overgangsalder, ved hjælp af endnu flere skrappe hormoner. Så starter man ligesom fra nul med at stimulere kroppen. Forskningsprojektet havde gjort os opmærksom på at min krop ikke selv danner progesteron eller kunne optage det i pilleform. Progesteron er et kvindeligt kønshormon der sammen med østrogen er alt afgørende for, at “skabe” en graviditet men endnu vigtigere for at opretholde den i livmoderen.

Fjerde forsøg skulle vise sig at give os de bedste resultater til dato. 14 æg ud og hele 7!!!! Æg på frost. Det vil sige 50% æg kunne bruges og havde god kvalitet. Det havde vi aldrig i vores vildeste fantasi turde håbe på. Alle æg kom på frost (totalfrys) da jeg blev rigtig syg grundet overstimulering og min krop trængte til en pause fra hormoner, indsprøjtninger og det press og stress det er at have en hverdag hvor alt er skemalagt med tidspunkter for diverse indsprøjtninger og undersøgelser.

 

Efter 2 måneders pause valgte vi ved næste cyklus start, at vi ville give det endnu et forsøg med projekt reagensglasbaby. Så vi tilmeldte os på klinikken ved første blødningsdag og vi skulle nu igang med en ny hormonstimulerende cyklus for at klargøre min krop til det første æg fra fryseren. Sammen med progesteron, både som piller men også som indsprøjtning direkte i musklen (låret) skulle vi nu vise hele verden, at jeg kunne trodse alle odds og blive GRAVID. Jeg havde i min pause fra fertilitetshelvede gået hos en psykolog der virkelig havde givet mig en masse redskaber til at håndtere op og nedture. Af en eller anden grund troede jeg helt inde i mig selv på at det her måtte altså være vores tur.

Og ganske rigtig, progesteron blev vores redning!

 

Havde jeg for 7,5 år siden vidst hvilket helvede vi som par og hver for sig skulle gennemgå, havde jeg givet op på forhånd! Det vidste jeg heldigvis ikke. Den her rejse har lært mig så meget på godt og ondt, både som enkelt person men bestemt også som par. Vi er blevet det stærkeste team, vi har lært at tackle hinanden når alt ser mest sort ud, og lært at løfte i flok, men nok vigtigst af alt har vi lært at leve længe på glæden og lykken ved at kunne gennemgå alt det her, SAMMEN!

 

Vi venter nu, efter snart 8 års benhård fertilitetskamp, ventetid og usikkerhed vores første lille icsi-mirakel. Med termin midt i januar, er det virkelig stort at kunne dele hele vores rejse. Måske nogen kan bruge det til inspiration, for mig er det vigtigste nok bare at belyse et tabubelagt emne, man ikke rigtig tør tale højt om.

 

Mit bedste råd til dig der måske sidder derude og kæmper/skal igang med at kæmpe en usikker kamp, du/i må ALDRIG give op! Tag den tid det tager at komme over tabet/skuffelsen, men det vigtigste er, hurtigst muligt at komme op på hesten igen. Løft hinanden og vær hinandens bedste holdkammerat. Sammen udgøre i et lille hold der i sidste ende gerne skulle ende med en ny medspiller ❤️

 

Og til dig der sidder på sidelinjen og ikke ved hvad du skal sige eller gøre… Mit BEDSTE og VIGTIGSTE råd må være, hold dine råd og historier for dig selv. At få kastet i hovedet at du kender en der kender en der efter x antal år blev naturlig gravid fordi de købte en hund, valgte at holde pause, tog på ferie eller noget helt andet. Det gavner på INGEN måde, tvært imod! Man er så sårbar og usikker i forvejen og har nok mest af alt brug for et kram og nogle øre der har lyst til at lytte og ikke en mund der har brug for at belære eller fortælle andres succes.

– Trine