1-2 dages levering Fri fragt på ordre over 499,- 100 dages bytteret
0
Kurv
Få fri fragtKøb for 499 kr. mere

Ingen varer i kurven.

Man - fre: 9:00 – 15:00
Menu

Fem myter om fødsel

Først udgivet 18. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Hos Fødslen.dk

“Sex ved termin kan sætte din fødsel i gang. Og havde din mor hurtige fødsler, får du det også.” Hvad der er korrekt, kan du blive lidt klogere på her, hvor vi giver dig fem myter om fødsel.

 

Myte 1: Sex ved terminen kan sætte en fødsel i gang
Jordemoderens svar: Når sex ifølge myten kan sætte en fødsel i gang, kan der være flere virkningsmekanismer, der influerer. Den ene handler om sædens indhold af en hormon-lignende substans, prostaglandin, der skulle kunne modne det nederste segment af livmoderen og hjælpe fødslen i gang. En anden mekanisme bag kunne være den fysiske stimulation af det nedre segment af livmoderen. En tredje mekanisme kan skyldes en frigivelse af kærlighedshormonet oxytocin som følge af orgasme eller ved fysisk nærhed med et menneske, man elsker. Der er lavet flere studier, der har forsøgt at påvise, om én af de nævnte tre mulige virkningsmekanismer kan sætte en fødsel i gang ved terminen. Det har ikke været muligt at påvise. Dels har man ikke kunnet se, at der var flere fødsler, der gik i gang inden for et døgn efter samleje ved terminen. Dels har man heller ikke kunnet isolere, hvilken af de tre nævnte virkningsmekanismer, der i så fald ville være den mest udslagsgivende. På det foreliggende må konkluderes, at sex i virkelighedens verden ikke kan sætte en fødsel i gang. Men sex kan måske give det allersidste lillebitte puf til en fødsel, der alligevel var på nippet til at gå i gang af sig selv.

 

Myte 2: Den første fødsel er den længste
Jordemoderens svar: Hvis man ikke pludselig finder på at føde et barn, der er væsentligt større end det forrige, eller at barnet finder på at indstille sig helt skævt med hovedet i bækkenet undervejs i fødslen, så er der næsten statsgaranti for, at anden fødsel går hurtigere end den første. Og statsgaranti udstedes ellers sjældent i forbindelse med fødsler. Det er og bliver det første barn, der baner vejen for eventuelle fremtidige søskende. Det er første gang, vævet skal give sig på den måde, og sidenhen vil det gå hurtigere. En anden grund er den, at når man har været igennem én fødsel, så ved man, hvad der kræves, og vil ikke være så tilbøjelig til at reagere på allerførste sammentrækning og notere den som fødselsstart. Man ved, at der skal langt mere til end et bette niv, og man har sikkert noget, der tog mange timer, i erindringen.

 

Myte 3: Man kan undgå at sprække under fødslen, hvis man forbereder mellemkødet med massage i graviditeten
Jordemoderens svar: Mellemkødet er stykket mellem skedeindgangen og endetarmen, og det er et af de steder, kvinder typisk sprækker i forbindelse med fødsel. Mangt en producent af cremer har igennem tiden forsøgt at udnytte kvinders angst for at sprække ved at slå et reklameslag for, at lige præcis deres produkt vil kunne reducere risikoen for en bristning, som jordemødre kalder det, hvis det påsmøres mellemkødet i tiden op til fødslen. Der findes dog ingen mirakelcremer. Det, der derimod virker, er de sidste fem-seks uger op til fødslen i et par minutter dagligt at massere mellemkødet med pege- og tommelfinger med et fast og blidt tryk, som man ville massere stykket mellem pege- og tommelfingeren. En stor australsk undersøgelse af over 2400 kvinder viser tydeligt, at de førstegangsfødende, der havde masseret mellemkødet bristede mindre, fordi massagen gør vævet mere smidigt, og det får lettere ved at give sig under fødslen. 80 % af førstegangsfødende får en bristing i en eller anden grad i forbindelse med fødslen. Langt de fleste er ganske små og heler op uden problemer eller smerter.

 

Myte 4: Man arver sin mors evne til at føde
Jordemoderens svar: Det har ikke været muligt ad videnskabens vej at få afgjort, om eksempelvis det at føde hurtigt i én familie eller det ofte at ende i kejsersnit i en anden familie er betinget af gener og arvelighed. Mange faktorer influerer på en fødsels forløb. Hvornår i graviditeten går fødslen i gang? Går fødslen i gang spontant, eller bliver den igangsat? Hvor stort er fosteret? Hvor mange ressourcer har fosteret? Er kvinden bange for at skulle føde? Hvilken type smertelindring er i brug under fødslen? Er kvinden normalvægtig? Og mange andre forhold. Og heriblandt kan man helt sikkert nævne, om kvinden ligner sin mor af statur. Med statur i forhold til et fødselsforløb vil parametre som højde, drøjde og bækkenets form kunne indikere noget om, hvordan et forløb kunne udvikle sig. Høje kvinder er mere tilbøjelige til at føde vaginalt end lave kvinder. Overvægtige kvinder er i større risiko for akut kejsersnit end normalvægtige. Og en god, indre bækkendiameter gør fosterets passage igennem bækkenet på vej ud nemmere og dermed fødslen mere ukompliceret. Det direkte svar på, om man kan regne med at føde ligesom sin mor er: Nej, det kan man ikke. Hvis man ligner sin mor af statur, vil det være én af mange faktorer, der influerer på, hvordan fødslen ender med at spænde af.

 

Myte 5: Kærligheden til barnet kommer i det øjeblik, barnet kommer til verden
Jordemoderens svar: Myten er usand, naturligvis. Kærlighed til ens barn starter lige så forskelligt som al anden kærlighed. Hos nogle som en stormende forelskelse startende ved første møde, og hos andre kommer den snigende med tiden og udvikles gradvist. Hvis vi bare kunne være åbne om, at mennesker også i denne situation er forskellige, så kunne kærligheden mellem den enkelte forælder og barnet gro i det for dem naturlige tempo uden hensyntagen til, hvordan det går hos de andre på barselstuen eller i mødregruppen.

 

 

Hos Fødslen.dk kan du læse en masse andre spændende artikler, du kommer direkte til deres site her.

Læs også fem myter om graviditet lige her.

Fem myter om graviditet

Først udgivet 17. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Hos Fødslen.dk

“Det bringer uheld at få barnevognen med hjem, inden dit barn er født. Og ønsker du en dreng, skal du stå på alle fire under samleje” Læs her fem myter om graviditet.

 

Myte 1: Gravide har mere kvalme, hvis de venter en pige, end hvis de venter en dreng
Jordemoderens svar: Forskere ved University of Washington har udarbejdet et forsøg, hvor de sammenlignede omkring 2.000 kvinder, der var meget plaget af morgenkvalme, med 10.000 kvinder, som ikke led af det. Resultatet var, at de 2.000 kvinder forholdsmæssigt fødte langt flest piger, og jo mere kvalme, de havde, des større var sandsynligheden for, at de fødte en pige. Man kunne tilmed påvise højere hormonniveau hos de kvinder, der ventede piger. Denne store undersøgelse dokumenterer, at pigefostre giver mest kvalme i graviditetens første tre måneder, så det tætteste, vi kan komme på afklaring af myten, er, at den er sand.

 

Myte 2: Hvis kvinden står på alle fire under samleje, stiger sandsynligheden for at få en dreng
Jordemoderens svar: Myten tager sit afsæt i, at da drengesædceller svømmer hurtigst, så må de da komme først til ægget, hvis de bliver afleveret lige uden for indgangen til livmoderhalsen, som angiveligt er tilfældet i denne position. Men faktum er, at nogle centimeters forskel på afleveringssted åbenbart ikke gør noget i denne henseende. Processen er lidt mere kompleks, så der er ikke garanti for, at de hurtige kommer først, selvom de endog måtte synes at have et forspring.

 

Myte 3: Det varsler ulykke at få barnevognen hjem, før barnet er født
Jordemoderens svar: Denne myte er nærmest graviditetsmyternes Rolls Royce eller Grand Old Lady. Den er gammel, den er kendt af de fleste mennesker, og den er omgærdet af ærefrygt. Og den er, i modsætning til mange af de andre myter beskrevet i denne bog, svær at forsøge at forklare ud fra logik (om logikken så passer, er en helt anden sag). Det er vanskeligt at lave en lige linje mellem barnevogn i skur og et barn, der dør – som er det, man frygter ved at få barnevognen hjem allerede i graviditeten. Myten er ikke sand. Men den er interessant alligevel. For det er en velkendt sag, at mange vordende forældre måske nok køber barnevognen i løbet af graviditeten, men de tager den ikke med hjem. Enten bliver den opbevaret hos forældre eller andre med god plads, eller også forbliver den i butikken til afhentning efter fødslen. Det er babybutikkerne helt vant til og indforståede med. Der bliver ikke engang trukket på smilebåndet af det.

 

Myte 4: Fødderne vokser permanent under en graviditet
Jordemoderens svar: Kvinder har længe vidst, at graviditet får fødderne til at vokse. Men for ikke at blive skudt i skoene, at det bare er en påstand, der skal retfærdiggøre erhvervelse af helt ny skogarderobe efter endt graviditet, er vi så heldige, at forskere ved University of Iowa besluttede at sætte sagen under lup. De målte fødderne på 49 gravide kvinder og sammenlignede med målinger på de samme kvinder fem måneder efter fødslen. Det viste sig, at i 60-70 % af tilfældene blev svangen lavere og fødderne længere. Fødderne bliver så at sige fladet ud. Man mener, at det skyldes den øgede tyngde på grund af vægtøgningen under graviditeten sammenholdt med graviditets-hormonerne, der gør ledbånd mere eftergivelige, så knoglerne kan brede sig mere. Fødderne voksede mellem to og ti millimeter i længden. Og eftersom væksten er permanent, kan det altså blive nødvendigt at købe nye sko.

 

Myte 5: Man kan forebygge strækmærker med creme
Jordemoderens svar: Strækmærker – under graviditet kendt som striae gravidarum – er skader, der opstår i kroppens underhud som oftest på grund af hurtig ændring af kropsvolumen. Strækmærkerne kan opstå ved hurtigt øget muskelmasse som ved bodybuilding eller ved hurtigt vægttab. De sidder oftest på lår, baller, lænd, mave, bryster og overarme, og de opstår, fordi de elastiske fibre i huden overstrækkes. Da disse fibre aldrig genvinder deres elasticitet, er strækmærker ikke et forbigående fænomen, men mærker man har for altid. De fleste graviditetsgener forsvinder igen, men strækmærker er altså kommet for at blive, og da mange opfatter dem som kosmetisk skæmmende, bliver der til stadighed brugt tid, kræfter, knaster, spalteplads og reklametid på at udvikle og agitere for produkter, der efter sigende enten skulle kunne forebygge eller fjerne strækmærker. Talrige cremer og olier bryster sig af sådanne egenskaber, men faktum er, at der ikke er undersøgelser, der viser effekt af disse behandlinger. Myten er falsk. Det bedste, man kan gøre for at undgå strækmærker, er at undgå overvægt generelt og for stor vægtøgning under svangerskab.

 

 

Hos Fødslen.dk kan du læse en masse andre spændende artikler, du kommer direkte til deres sit her.

Køb dine gaver online

Vi er gået ind i 2020, og vi har aldrig shoppet mere på internettet end vi gør nu. Vi har shoppet på nettet i mange år, og stigningen ser ud til at fortsætte. Og det er der selvfølgelig også en grund til. Det er nemmere og så er det også som regel billigere, at handle på internettet. Hvad end du skal finde en gave til en 3-årig, eller om du bare skal finde forkæle dig selv lidt, så er internettet et godt sted at lede. Udvalget er utroligt stort, og så er der altså også masser af inspiration at hente.

Det gælder selvfølgelig om at være i god tid, da der er leveringstid på ting du bestiller på nettet. Leveringstiden er blevet kortere med tiden, men der er som regel stadigvæk 2-3 dages levering. Er man dog ude i god tid, så er der ofte penge at spare og et større udvalg at vælge i mellem. Og så behøver du heller ikke at bevæge dig ud ad døren, da du bare kan sidde på din computer eller telefon og shoppe.

Der findes mange gavesider

På internettet er der meget inspiration at hente. Det er ikke kun de traditionelle shops, hvor man kan købe diverse brands, som har succes. Der findes faktisk også en del hjemmesider, hvor man kan finde direkte gaver, målrettet en anledning eller en person. Og det er faktisk super smart, da det kan hjælpe mange mennesker, der står i en situation, hvor de ikke kan finde på den rette gave. De fleste af os, har vel stået i en situation, hvor man på ingen måde har været i stand til at finde en passende gave til anledningen eller personen.
Gavesider som Morefews.dk, Gavehylden.dk og mange andre, hjælper netop personer i denne situation, med at finde gode gaver. Måske man ikke lige finder den perfekte gave på siden, men man vil med sikkerhed blive inspireret, og måske den rigtige gaveide pludselig rammer dig.
Disse gavesider er specielt nyttige, hvis man leder efter gaver til spædbørn. Hvad giver man spædbørn? Det kan være svært, men man kan faktisk finde mange gode gaver på disse gavesider. Her kan du med fordel bruge tildenlille.dk, som endda kategoriserer efter år. De har alt fra sutteflasker til babynests, så det gælder bare om at vælge.

Shop i udland eller i Danmark?

Det er det store spørgsmål. Skal du shoppe på internettet gennem udenlandske butikker, eller skal du holde dig indenfor de danske grænser? Det afhænger generelt lidt af, hvad du leder efter, og hvor lang tid du har til, at du skal modtage pakken. Det giver lidt sig selv, at hvis du kun har et par dage eller tre, til at pakken skal være i din besiddelse – ja, så kan det gå hen og blive et problem, hvis den først skal ind over grænsen. Men ellers er der faktisk penge at spare, hvis du bruger online sider indenfor EU. Her er specielt Tyskland og UK billigere end de danske. Det afhænger dog også meget af produktet. Man vil helst ikke købe telefoner og computere i andre lande. Layout, sprog og garanti kan gå hen og blive bøvlet.